Realismestudier er et bibliotek for sig selv. Interessen i den realistiske fremstilling kan spores langt tilbage. Kinesisk filosofi er tidligt ude med den kunfucianistiske interesse i fremstillingsformer, der er rationelle og uden binding til metafysiske kræfter. I europæisk kultur har den relativt realistiske fremstilling haft vigtige virkninger på virkeligheden – hulemalerier er ikke kun kunstværker, men også forsøg på – gennem malerierne – at påvirke virkeligheden: Man mener, at hulemalerier var magiske illustrationer, som skulle bevirke fx en indbringende jagt. Det interessante er selvfølgelig her, at det magiske bindes til virkeligheden – det magiske er realistisk, hvilket i sig selv er idéhistorisk signifikant. Det er nemlig en relativt ny opfindelse, at det realistiske og det fantastiske er noget forskelligt.

Europæisk filosofi interesserer sig – formentlig for første gang – teoretisk for det realistiske i den antikke græske tænkning og tænkningen omkring det mimetiske. Platon afviste kunstens mimetiske fremstillingsform, fordi en kunstnerisk fremstillet genstand var et skridt i fejl retning væk fra idéernes verden – idéen var hos Platon den egentlige virkelighed, som kunne opleves, hvis man slap ud af hulen. Aristoteles delte ikke denne idealistiske forståelse, og forankrede i stedet sin forståelse af mimesis i forbindelse med en materialistisk forståelse af virkeligheden, hvor essensens i stedet var i tingen: Mimesis bliver her til den fremstillingsform, som vi mere eller mindre kender i dag, hvor det kunstneriske udtryk på en eller anden måde står i relation til den virkelighed, vi omgiver os med. Det interessante er dog, at dette stadig ikke kommer til at udelukke muligheden for fantastiske elementer inden for realistiske rammer.

Realisme forstås inden for den mimetiske tradition ud fra en efterlignende ramme: Men netop fordi realisme på den måde anses for at være en efterligning, er det også nødvendigt at tage en historisk virkelighedsforståelse med i betragtning. Dette har jeg kaldt for realismens dialektik, eftersom realismen er afhængig af, hvordan vi forstår virkeligheden – fremstillingsformen står i et sitrende spænd til virkelighedsforståelsen. Derfor kan et græsk drama, der inddrager guder og kræfter ud over menneskelige og naturlige godt opfattes som mimetisk – som vi ser det hos Aristoteles. Det gælder derfor også religiøs kunst hen over den kristne Middelalderen, der på den ene side er relativt realistiske forsøg på at efterligne nogle figurer og scener kendt fra Biblen. På den anden side var sådanne illustrationer også anvendelige for at kunne vække en religiøs sensibilitet – realisme og det overnaturlige var her ikke blevet adskilt.

Der sker dog noget radikalt med vores virkelighedsforståelse efter renæssancen og reformationen, særligt gældende for nordeuropæiske kulturer. Fra at den religiøse ikonografi var yderliggjort og tilgængelig rent visuelt for den troende, bliver den protestantiske ikonografi i stedet en inderliggørelse, som ”gemmer” fremstilling væk. Troen bliver personlig og kræver ikke længere et bredt samfundsmæssigt udtryk. Reformation og renæssance er i denne sammenhæng de tidlige ansporinger af de sekulære samfund, hvor det religiøse skilles fra samfundet – ved at skille troen ud som nogen personligt og inderligt overlades den religiøse virkelighedsforståelse til noget, som samfundet ikke bør tage sig af.

Det vigtigste skæl i denne forbindelse sættes oftest i 1789 og Den Franske Revolution, der sendte chokbølger ud gennem Europa – kirken, konge og stat blev skilt fra hinanden mange steder. Sekulariseringen var i effekt, hvilket derfor også måtte have indflydelse på kunstens selvforståelse og fremstillingsform: Når virkelighedens samfund skiller det metafysiske ud fra det realistiske, må kunsten også gøre det. Her fødes moderniteten for alvor. Det betød flere ting. For det første havde det konsekvenser for den franske tragedie i starten af 1800-tallet, der ikke længere havde de samme metafysiske kræfter at suge på – tragedien er per definition metafysisk orienteret. Det betød, at der inden for den franske teaterverden i stedet udviklede sig et melodrama, der er tragediens lillesøster, idet vi her ikke længere arbejder med guder og gudelignende skikkelser, men ganske almindelige mennesker. Melodramaet er derfor udtrykt som en længsel efter de opgivne metafysiske sammenhænge.

Det er derfor ikke – inden for fransk kunsttradition – overraskende, at både malerkunsten og litteraturen i løbet af ret kort tid barsler med realismen som en velkendt fremstillingsform, vi kender i dag. Fra slutningen af 1820’erne og frem udviklede der sig i Frankrig en interesse i at fremstille visuelle og sproglige muligheder for realisme – Honoré de Balzac (og La comédie humaine) er en central skikkelse ifm. litteraturen, mens Gustave Coubet (fx Malerens atelier) er det inden for malerkunsten. Selvfølgelig har malerkunsten også nogle vigtige aner til opfindelsen af centralperspektivet i renæssancen. Denne fremstillingsform var i høj grad interesseret i at skrive eller male virkeligheder, som ikke havde berøringsflader med det metafysiske, som vi havde set hidtil. Denne realismefokusering leder til opfindelsen af fotografiet i 1820’erne og senere den elastiske filmrulle og derfor filmen (motion picture) i 1880’erne.

Derfor kunne man formode, at kunst om metafysik og overnaturlige skikkelser ville forsvinde på dette tidspunkt – sekulariseringen af samfundet havde herved sin indvirkning på kunsten. Men metafysikken forsvandt ikke. I stedet udkrystalliserede der sig i starten af 1800-tallet to forskellige genrer, som vi kender godt i dag. For det første har vi realismens fremstillingsform, der i 1840’erne leder til de første europæiske krimifortællinger, der er – som Poe selv formulerer det – tales of ratiocination: Disse fortællinger har som grundtænkning, at det er muligt at opnå viden om virkeligheden uden for vores tankeuniverser. Det kaldes oftest derfor også for filosofisk realisme: verden eksisterer selvstændigt uden vores subjektive opfattelse af den. På den måde er krimifortællingen et godt udtryk for, hvordan virkelighedsopfattelsen ændrede sig. Dette går også fint i spænd med den videnskabelige tænkning i samtiden: August Comtes positivisme – Comte færdiggjorde sine studier i positivisme samtidig med, at Poe udgav sin første kriminalnovelle. Begge udtryksformer – den positivistiske og Poes rationalisme – handler om, at virkeligheden kan forstås realistisk.

Det var den ene genre, der dukkede op i det postrevolutionære Europa i starten af 1800-tallet. Det var dog ikke en lige linje frem mod den realismeform, eftersom den europæiske romantik cirka samtidig kom med sit modsvar på dette tab af metafysik: Det sensitive, den guddommelige, det irrationelle bliver her dominerende rammer inden for flere fremstillingsformer, men særligt interessant er det, at flere europæiske kulturer på dette tidspunkt begynder at samle folkeeventyr ind. Samtidig opstår der også inden for samme tidsrum en interesse i at skrive kunsteventyr – vi har selv H.C. Andersen. Eventyret er her et rum, hvor den metafysiske længsel kan få afløb – og på sigt er dette den interesse, der udvikler sig til genren fantasy.

Samlende kan vi derfor sige, at der – indtil slutningen af 1700-tallet – viste sig en samlet forståelse af virkeligheden, hvor realisme og metafysik kunne eksisterer i nogenlunde korrelation. I starten af 1800-tallet, efter sekulariseringen af samfundene, sker der også en sekularisering af fremstillingsformerne, der resulterer i to mere eller mindre selvstændige rammer for kunsten: realismen og fantasy. Derfor er det også interessant, at disse to genrer eller modaliteter ikke udelukker hinanden, men gennem de seneste 200 år har stået i et negativt forhold – en gensidig dialektik, der udspringer af, hvordan vi forstår virkeligheden. Realisme er på den måde et modalt udtryk for, hvordan vi kollektivt inden for en kultur læser den virkelighed, vi omgives af.

Om realisme og fantasi kan – eller er ved at – mødes igen, kan vi diskutere på et andet tidspunkt.

Yderligere oplysninger:
Kim Toft Hansen: ”Identifying the Junction – the Idea of Reason in Fantasy”, i Jørgen Riber Christensen (red.): Marvellous Fantasy, Aalborg Universitetsforlag, 2009.